Synergi: Regeringen lægger op til historisk store investeringer i folkeskoler og dagtilbud – men prioriterer kommunerne det?

Kommunerne kan i 2027 bruge op mod 8 mia. kroner på blandt andet folkeskoler og dagtilbud. Det fremgår af økonomiaftalen mellem regeringen og KL og svarer til 36 procent af kommunernes samlede anlægsramme på 22,3 mia. kroner.
Ifølge nye beregninger fra SYNERGI er det et markant løft. Siden 2015 har kommunerne årligt brugt mellem 4,1 og 6,3 mia. kroner af anlægsrammen på skole- og daginstitutionsbygninger. I rekordåret 2024 gik 32 procent af anlægsrammen til området.


Grafik: SYNERGI
SYNERGI-direktør Claus Ekman peger på, at mange børn opholder sig i bygninger med dårligt indeklima og et stort renoveringsefterslæb.
”En økonomiaftale renoverer ikke én eneste skole. Nu skal kommunerne omsætte muligheden til konkrete investeringer,” understreger Claus Ekman.
Der er samtidig store forskelle mellem kommunerne. København brugte i gennemsnit 2.261 kroner per indbygger årligt på skoler og daginstitutioner i perioden 2015-2025, mens Langeland brugte 12 kroner. Gennemsnittet for landets kommuner var 744 kroner.
SYNERGI foreslår blandt andet en udvidet grøn anlægsramme for kommuner, der har økonomi til at investere mere, samt direkte investeringsstøtte til kommuner med færre midler.
Kommunernes endelige budgetter for 2027 skal vedtages senest 15. oktober.
Faktaboks
- Anlægsramme 2027: 22,3 mia. kroner.
- Mulig investering i skoler og dagtilbud: Op mod 8 mia. kroner.
- Andel af anlægsrammen: 36 procent.
- 2015-2025: Kommunerne brugte årligt 4,1-6,3 mia. kroner på området.
- Rekordår: I 2024 gik 32 procent af anlægsrammen til skoler og daginstitutioner.
- Estimat for 2027: Cirka 6,8 mia. kroner, hvis den hidtidige udvikling fortsætter.
- Behov for ekstra løft: Omkring 1,2 mia. kroner for at nå 8 mia. kroner.
- Gennemsnit: 744 kroner per indbygger årligt i 2015-2025.
- Højeste niveau: København med 2.261 kroner per indbygger.
- Laveste niveau: Langeland med 12 kroner per indbygger.
- Potentiel energibesparelse: 570 mio. kroner årligt ifølge en analyse foretaget for SYNERGI.
- Budgetfrist: Kommunernes budgetter skal være vedtaget senest 15. oktober.






Accepter kun nødvendige cookies