Nyt forskningsprojekt skal undersøge litteraturens sanselige kraft

Et nyt forskningsprojekt fra Center for Humanities Computing på Aarhus Universitet skal kortlægge, hvordan litteratur aktiverer menneskers sanser. Projektet, The Senses of Stories, kombinerer vurderinger fra frivillige med computerbaserede analyser.
Deltagerne skal læse enkeltstående sætninger fra blandt andet skønlitteratur, faglitteratur og fanfiktion. Sætningerne vises uden kontekst, og deltagerne skal vurdere dem ud fra blandt andet, hvor levende et mentalt billede de skaber, hvor konkrete de er, og hvilke sanser de aktiverer.
”Læsere simulerer – i varierende grad – situationer og scener visuelt eller ved at forestille sig eksempelvis smage, lyde, og berøringer. Med projektet vil vi gerne forstå, hvor stor varians der er mellem læsere, men også hvilke tekster der skaber store sanseoplevelser," fortæller Pascale Feldkamp, der står bag projektet.
Forskerne vil bruge de mange vurderinger til at undersøge, om litteraturens sanselige dimension kan beskrives og i et vist omfang kvantificeres. Samtidig skal projektet se på forskelle mellem teksttyper og på, hvordan indlevelse opstår under læsning.
Forskerne peger også på, at resultaterne kan få betydning for fremtidens sprogteknologi. Blandt andet vil de undersøge, om maskinegenererede tekster kan skabe samme type sanselige læseoplevelser som menneskeskrevne tekster.
Alle interesserede kan bidrage via projektets onlineplatform på Zooniverse.
Faktaboks – The Senses of Stories
- Projekttitel: The Senses of Stories
- Studietype: Spørgeskemaundersøgelse og sproganalyse
- Projektforankring: Golden Matrix Project ved Aarhus Universitet
- Samarbejdspartnere: McGill University, University of Groningen og Citizen Readers
- Forskere: Pascale Feldkamp, Rie Eriksen, Yuri Bizzoni, Ethan Weed, Andrew Piper og Federico Pianzola
- Formål: At undersøge litteraturens visuelle og sanselige påvirkning af læsere
- Deltagelse: Frivillige kan bidrage via projektets platform på Zooniverse.






Accepter kun nødvendige cookies