Nyt studie: Psykedeliske stoffer påvirker hjernen forskelligt

Psykedeliske stoffer bliver ofte betragtet som én samlet gruppe, men et nyt studie fra Syddansk Universitet viser markante forskelle i, hvordan de påvirker hjernen.
Forskerne sammenlignede LSD, psilocybin og 2C-B ved hjælp af PET-skanninger af rotter. Hjernens aktivitet blev undersøgt både under den akutte påvirkning og en uge senere.
"Psykedeliske stoffer bliver ofte omtalt, som om de virker på samme måde. Men når vi ser på hjernen, er forskellene tydelige. Hvert stof ser ud til at påvirke sine egne netværk, og det er ny viden," siger Mikael Palner, lektor ved Klinisk Institut på Syddansk Universitet og sidsteforfatter på studiet.
2C-B og LSD gav flest ændringer, mens stofferne virkede. Forskerne fandt samtidig forskellige effekter efter den akutte påvirkning. 2C-B påvirkede især områder forbundet med belønning, LSD områder knyttet til vaner og motivation, mens psilocybin især påvirkede områder med relation til følelser.
Foto: Mikael Palner, Syddansk Universitet
Resultaterne betyder ikke, at ét stof nødvendigvis er bedre end et andet. De kan dog pege på, at forskellige psykedeliske stoffer i fremtiden kan være relevante til forskellige sygdomme.
Forskerne understreger, at studiet er gennemført på rotter. Der er derfor behov for undersøgelser i mennesker, før resultaterne kan kobles direkte til behandling af patienter.
Faktaboks
- Studie: Serotonergic psychedelics induce distinct patterns of metabolic activity and covariance within biologically informed rat brain networks.
- Udgivet i: Nature Communications, 2026.
- Stoffer undersøgt: LSD, psilocybin og 2C-B.
- Forsøgsdyr: Rotter.
- Metode: PET-skanninger og målinger af hjernens aktivitet og forbindelser mellem hjerneområder.
- Tidspunkter: Under akut påvirkning og én uge senere.
- Resultat: De tre stoffer skabte forskellige mønstre i hjernen.
- 2C-B: Påvirkede især områder knyttet til belønning.
- LSD: Påvirkede især områder knyttet til vaner og motivation.
- Psilocybin: Påvirkede især områder forbundet med følelser.
- Perspektiv: Kan bidrage til udviklingen af mere målrettede behandlinger.
- Begrænsning: Resultaterne er fra rotteforsøg og skal undersøges i mennesker.
- Støttet af: Danmarks Frie Forskningsfond, Novo Nordisk Fonden, Lundbeckfonden, Neuroscience Academy Denmark og National Institutes of Health i USA.






Accepter kun nødvendige cookies